Vores problemstilling fra klinisk praksis omhandler UP, som er sidst i 50'erne (anonymiseret, og vi vil bruge forkortelsen UP fremover i bloggen). UP lider af type 1-diabetes, som er dårligt reguleret og hun har kronisk forhøjet blodglukose. UP er svært overvægtig og har et lavt funktionsniveau. Der har gennem tiden været forsøgt mange forskellige tiltag, som har skulle forbedre og hjælpe UP til en bedre regulering af hendes blodglukose og til nemmere at kunne overskue hendes hverdag. UP fortæller, at hun gerne vil tabe sig, men oplever hele tiden ting der forhindrer hende i at motionere blandt andet nævner hun koldt vejr og hun ikke bryder sig om, at skulle træne med andre. Der har førhen været diætister inde over for at hjælpe med en kostomlægning, men UP giver oftest op på forhånd. Hun fortælle, at hun er svært ordblind og derfor har svært ved at følge de givne madopskrifter. UPs hjem bærer præg af, at hun har svært ved at strukturere og tage initiativ til de forskellige huslige opgaver.
I starten af denne projektopgaven var vi opsat på, at tage udgangspunkt i UP og undersøge hvilke behov hun havde, og derudfra lave brugerdrevet innovation rettet mod UP. Vi mente, det kunne være spændende og relevant at komme ud og snakke med UP, for at kunne få et bedre indblik i hendes hverdag og hvilke udfordringer hun oplevede i sin hverdag. Samtidig ville vi kunne få en bedre forståelse af hvor i samarbejdet mellem UP og sygeplejersken der ville kunne opstå udfordringer. Vores plan var, at vi ville undersøge dette ved at interviewe UP.
Et interview med UP var ikke muligt, derfor valgte vi istedet at interviewe den sygeplejerske som har det daglige samarbejde med UP.
Dette gør at vi nu tager udgangspunkt i sygeplejerskens indgangsvinkel i dette samarbejde i stedet for UPs. Vi har efter interviewet tilegnet os en ny viden omkring UP. Ud fra sygeplejerskens beretninger fik vi indblik i, at samarbejdet mellem UP og sygeplejersken var udfordret. Sygeplejersken gav udtryk for, at hun ikke troede, at UP har forståelse for konsekvenserne ved et dårligt reguleret blodglukose. Dette kommer til udtryk ved, at UP nogle gange springer sin insulin over, muligvis undgår UP dette for at spare penge, da hun giver udtryk for at diabetes medicinen er meget dyrt. Derudover er det vores indtryk at UP mangler støtte på hjemmefronten, hendes mand bryder sig for eksempel ikke om at der kommer sygeplejersker i hjemmet, når han er hjemme og derfor bliver besøgene ofte aflyst i weekender og helligdage.
I sundhedsvæsenet skal man sikre kvaliteten for patienter, derfor er det vigtigt, at vi får inddraget UP i hendes sygdom og dermed forbedre hendes sygdomsindsigt. Det er vigtigt UP forstår sygdommen diabetes og dens mulige konsekvenser, således at UP så vidt muligt undgår sendiabetiske komplikationer. I regeringens nye sundhedsstrategi "Jo før - jo bedre" (Regeringen, 2014) er et af hovedelementerne "Kroniske sygdomme skal opdages tidligere - og de svageste patienter skal have ekstra hjælp" (ibid). Dette er et væsentligt element til vores problemstilling, da UP kunne have brug for mere hjælp på grund af hendes fysiske og psykiske udfordringer. I UPs tilfælde kunne det gavne at informationen om selve sygdommen diabetes blev videregivet med det fokus, at UPs kognitive niveau kan være udfordret. Dette ville muligvis øge hendes sygdomsindsigt, og dermed mindske hendes risiko for sendiabetiske komplikationer og hendes udfordringer med diabetes fremadrettet. Det vil også kunne spare både samfundet og UP penge og ressourcer (ibid).
Et andet mål for kvalitetssikring er "Patienter, der er blevet diagnosticeret med en kronisk sygdom som f .eks . diabetes, skal modtage en forløbsplan, der fortæller, hvilket forløb de kan forvente som diabetespatient – f .eks . i form af behandling, træning, uddannelse og lignende hos egen læge, hos kommunen og på sygehuset" (ibid). En forløbsplan kunne have været brugbar i UP's tilfælde, så hun allerede på diagnosticeringstidspunktet kunne have fået den nødvendige hjælp, som ville være målrettet mod det nye liv med diabetes. Det kunne tyde på at hjælpen på diagnose tidspunktet ikke har været optimal og målrettet præcis på UP's behov og at hun derfor stadig mangler sygdomsindsigt. Sygeplejersken giver udtryk for, at UP ikke har en forståelse af hvorfor hun skal tage sin insulin og vigtigheden i motion og kost.
Derfor vælger vi som vores problemstilling, at tage fat i denne manglende sygdomsindsigt hos UP. Vi vil forsøge at udvikle nogle værktøjer, som sygeplejersken kan bruge i samarbejdet med UP for at forsøge at bedre UP's sygdomsindsigt og gøre hendes hverdag nemmere.
Dette gør at vi nu tager udgangspunkt i sygeplejerskens indgangsvinkel i dette samarbejde i stedet for UPs. Vi har efter interviewet tilegnet os en ny viden omkring UP. Ud fra sygeplejerskens beretninger fik vi indblik i, at samarbejdet mellem UP og sygeplejersken var udfordret. Sygeplejersken gav udtryk for, at hun ikke troede, at UP har forståelse for konsekvenserne ved et dårligt reguleret blodglukose. Dette kommer til udtryk ved, at UP nogle gange springer sin insulin over, muligvis undgår UP dette for at spare penge, da hun giver udtryk for at diabetes medicinen er meget dyrt. Derudover er det vores indtryk at UP mangler støtte på hjemmefronten, hendes mand bryder sig for eksempel ikke om at der kommer sygeplejersker i hjemmet, når han er hjemme og derfor bliver besøgene ofte aflyst i weekender og helligdage.
I sundhedsvæsenet skal man sikre kvaliteten for patienter, derfor er det vigtigt, at vi får inddraget UP i hendes sygdom og dermed forbedre hendes sygdomsindsigt. Det er vigtigt UP forstår sygdommen diabetes og dens mulige konsekvenser, således at UP så vidt muligt undgår sendiabetiske komplikationer. I regeringens nye sundhedsstrategi "Jo før - jo bedre" (Regeringen, 2014) er et af hovedelementerne "Kroniske sygdomme skal opdages tidligere - og de svageste patienter skal have ekstra hjælp" (ibid). Dette er et væsentligt element til vores problemstilling, da UP kunne have brug for mere hjælp på grund af hendes fysiske og psykiske udfordringer. I UPs tilfælde kunne det gavne at informationen om selve sygdommen diabetes blev videregivet med det fokus, at UPs kognitive niveau kan være udfordret. Dette ville muligvis øge hendes sygdomsindsigt, og dermed mindske hendes risiko for sendiabetiske komplikationer og hendes udfordringer med diabetes fremadrettet. Det vil også kunne spare både samfundet og UP penge og ressourcer (ibid).
Et andet mål for kvalitetssikring er "Patienter, der er blevet diagnosticeret med en kronisk sygdom som f .eks . diabetes, skal modtage en forløbsplan, der fortæller, hvilket forløb de kan forvente som diabetespatient – f .eks . i form af behandling, træning, uddannelse og lignende hos egen læge, hos kommunen og på sygehuset" (ibid). En forløbsplan kunne have været brugbar i UP's tilfælde, så hun allerede på diagnosticeringstidspunktet kunne have fået den nødvendige hjælp, som ville være målrettet mod det nye liv med diabetes. Det kunne tyde på at hjælpen på diagnose tidspunktet ikke har været optimal og målrettet præcis på UP's behov og at hun derfor stadig mangler sygdomsindsigt. Sygeplejersken giver udtryk for, at UP ikke har en forståelse af hvorfor hun skal tage sin insulin og vigtigheden i motion og kost.
Derfor vælger vi som vores problemstilling, at tage fat i denne manglende sygdomsindsigt hos UP. Vi vil forsøge at udvikle nogle værktøjer, som sygeplejersken kan bruge i samarbejdet med UP for at forsøge at bedre UP's sygdomsindsigt og gøre hendes hverdag nemmere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar